Gå til indhold
Indsigt og tendenser

Google gør det muligt at booke hoteller i AI-tilstand: Hvad betyder det for overnatningssteder?

4 min læsning17. september 2026
Følg os
Et smilende par med bagage ankommer til den solbeskinnede gårdhave på et boutiquehotel

Kunstig intelligens spiller en stadig større rolle i, hvordan vi planlægger vores rejser. Ifølge Allianz Partners havde næsten hver anden rejsende på verdensplan tænkt sig at bruge AI som hjælp til at planlægge deres ferie denne sommer.

Og nu tager Google det så et skridt videre.

Google har nemlig for nylig lanceret hotelbooking i AI-tilstand i Google Søgning. Det betyder, at rejsende kan gå fra at finde hoteller ud fra deres ønsker til at sammenligne muligheder og gennemføre en booking i det, Google kalder “én sammenhængende samtale”.

Det er faktisk en ret stor nyhed. Især når man tænker på, at rejsende ikke længere kun spørger AI, hvor de skal tage hen. Det at booke kan i stigende grad blive en del af den samme samtale.

Men hvordan fungerer det egentlig, og hvad kan det betyde for uafhængige overnatningssteder?

Book hotel i AI-tilstand – fra søgning til betaling

“Jeg skal til New York den 26.–29. september og vil gerne finde et hotel til under 2000 kr. Det skal ligge tæt på hyggelige jazzbarer i området.”

Sådan kan en rejsendes søgning i Googles AI-tilstand lyde. I stedet for at foretage flere søgninger og åbne fane efter fane kan rejsende beskrive, hvad de leder efter, med enkle sætninger.

AI-tilstand viser derefter en visuel oversigt over hoteller, der matcher deres ønsker, med anmeldelser og praktiske oplysninger, som gør det lettere at sammenligne dem.

Når den rejsende har valgt et hotel, kommer Googles nye tiltag så ind i billedet.

Hvis muligheden er tilgængelig, kan den rejsende vælge “Fortsæt på Google” ved en af de integrerede bookingpartnere, vælge et værelse, gennemgå oplysninger som afbestillingsregler og gennemføre bookingen med Google Pay – uden at forlade bookingforløbet i AI-tilstand.

Googles AI-tilstand viser panelet “Review your booking” for et hotel med en knap til at betale med Google Pay

Det er stadig hotellet eller bookingplatformen, som er betalingsmodtager og ansvarlig for selve bookingen. De tager sig også af den efterfølgende kundeservice.

Google lancerer i første omgang funktionen på engelsk i USA med 10 partnere, herunder hotelkæder som Hilton, Marriott og IHG samt Booking.com, Expedia, Hotels.com, Priceline og Trip.com.

Hvad bør uafhængige overnatningssteder overveje?

Googles opdatering er stadig relativt ny, så der er ingen grund til pludselig at ændre hele den måde, du tager imod reservationer på. Men den giver os et nyttigt indblik i, hvordan rejsesøgninger kan udvikle sig.

Og der er et par praktiske ting, som er værd at se på allerede nu.

Bliv fundet: Brug tydelige beskrivelser og skil dig ud

Gør det først og fremmest nemt at forstå, hvad dit overnatningssted tilbyder.

Hold din hjemmeside og din Google-virksomhedsprofil opdateret, og beskriv dit overnatningssted tydeligt. Hvor ligger det? Hvad gør et ophold hos dig til noget særligt? Hvilke faciliteter tilbyder du? Hvad er der i nærheden?

Det er især nyttigt, når nogen søger ud fra konkrete ønsker og ikke bare skriver “hoteller i New York”.

Og nej, der findes ikke noget særligt trick til at blive vist i Googles AI-resultater. Ifølge Google gælder de samme gode principper for søgemaskineoptimering (SEO) også i AI-tilstand: nyttigt, originalt indhold og oplysninger, som Googles søgesystemer kan finde og forstå.

Sammenligning: Anmeldelser gør en forskel

Derefter skal mulighederne sammenlignes.

Ifølge Google kan hotelforslagene indeholde gæsteanmeldelser sammen med andre oplysninger, som rejsende kan bruge til at sammenligne hotellerne. Det er altså vigtigt at holde oplysninger, billeder og priser for dit overnatningssted opdateret, men dine gæster kan også gøre meget ved at give dig gode anmeldelser.

Gode, nye anmeldelser kan give rejsende endnu en grund til at vælge dit overnatningssted, når flere lignende muligheder vises side om side.

Booking: Hold øje med dine salgskanaler

Så kommer vi til selve bookingen.

Blandt Googles første partnere er flere store onlinerejsebureauer (OTA’er) som Booking.com og Expedia. Det betyder ikke, at alle uafhængige overnatningssteder pludselig skal ændre, hvor de sælger deres værelser.

Men det giver anledning til at holde øje med sammensætningen af dine salgskanaler.

Hvis AI-værktøjer i stigende grad bliver et sted, hvor gæster både finder og booker overnatning, kan det være værd at overveje at være tilgængelig via de kanaler, som værktøjerne er forbundet med, som supplement til dine direkte bookinger.

Googles AI-tilstand viser et hotels pris på dets egen hjemmeside ved siden af Booking.com, Expedia og trivago, alle med knappen “Continue on Google”

Fra rejseplanlægning med AI til booking med AI

Det er ikke længere usædvanligt, at man bruger AI til at planlægge sin ferie. Det interessante ved Googles opdatering er, hvor tæt planlægning og booking nu knyttes sammen.

For uafhængige overnatningssteder er det dog for tidligt at sige præcist, hvor meget det vil ændre gæsternes adfærd eller måden, værelser sælges på.

Men udviklingen er værd at følge med i.

Så bliv ikke alt for overrasket, næste gang en gæst fortæller dig, at de både fandt og bookede et værelse hos dig gennem en samtale med AI.

Kunne du lide artiklen?

Følg Sirvoy, og få praktiske tips, produktnyheder og nye idéer, der hjælper dit overnatningssted med at få flere bookinger.

Strengt nødvendige cookies er altid slået til. Slå de øvrige kategorier til eller fra, og gem dine valg.