Der har på det seneste været fuld fart over feltet hos os i Sirvoy. (Bare rolig – vi finder stadig en god balance mellem arbejde og fritid.) Som sagt har vi haft et travlt første halvår, og meget af det, vi har lanceret, kommer som et direkte resultat af den feedback, vi har fået fra jer.
Det, vi gennemgår i dag, er dog kun en lille del af det, vi har gang i. Der foregår også en masse arbejde bag kulisserne samt nogle få projekter, som vi stadig holder lidt for os selv.
Indtil videre får du her en oversigt over nyhederne fra første og andet kvartal i 2026 samt et smugkig på det næste, der er på vej.
Forbedrede gruppereservationer
Reservationer foretages ofte for gæster, der rejser sammen i en gruppe. Derfor har vi omarbejdet gruppereservationer, så de er nemmere at holde styr på:
- Reservationsvælgeren åbner nu i sit eget pop op-vindue i stedet for at blive presset ind på siden. Det giver ekstra plads og gør det nemmere at arbejde med.
- Hver reservation i gruppen får et større, farvekodet mærke, så du hurtigt kan se dens faktureringsstatus.
- Mærkerne bliver nu på deres plads, når du skifter fra én reservation til den næste, så du altid kan se, hvilken reservation du arbejder med.
Alt i alt er det nu meget nemmere at holde styr på gruppereservationer.
Tydeligere priser
Det kræver et godt overblik for at træffe gode beslutninger om prissætning. Derfor viser vi nu flere oplysninger på siden Priser. Priserne sammenlignes allerede med din grundpris ved hjælp af farver: grøn for en højere pris, rød for en lavere pris og grå, når priserne er ens. Her er det nye:
- Pile, der peger op eller ned, viser, hvordan en prisændring ligger i forhold til grundprisen. Det gør betydningen tydelig, også hvis du har svært ved at skelne mellem farver.
- Et kildeikon viser, hvor hver pris kommer fra: en prisliste, en manuel ændring eller en midlertidig pris.
- Fokus på belægningen. Den nøjagtige belægningsprocent vises nu ved siden af belægningsbjælken i stedet for kun at blive vist, når du holder markøren over den. På den måde er det nu hurtigere at aflæse og nemmere at sammenligne mellem forskellige værelsestyper.
- Knappen Ikonoversigt forklarer betydningen af alle farver og ikoner.
- Tydeligere sammenligninger. Vi har rettet nogle særlige tilfælde, som kunne gøre prissammenligninger forvirrende.
Vi har også givet diagrammerne på statistiksiden et nyt udseende. Vi er virkelig begejstrede over det nye kort med gæsternes nationaliteter. Det gør det nemt at se, hvor dine gæster kommer fra i verden.
Robuste kanalforbindelser
Dine kanalforbindelser arbejder hårdt døgnet rundt, og i årets første to kvartaler har vi gjort dem endnu mere stabile.
Øverst på listen står vores forbindelse til Google Hotel Ads. Vi har fuldstændig genopbygget forbindelsen og flyttet den over til en nyere og mere robust integration med Google. Det sikrer, at dit overnatningssteds priser og tilgængelighed vises korrekt på Google, samtidig med at det giver os et bedre grundlag for at udvikle flere funktioner fremover.
For at sikre en tryg overgang kører vi begge systemer samtidigt under migreringen. Derfor vil du ikke opleve nogen nedetid. Vi laver en masse forbedringer bag kulisserne, men gør det på en måde, der ikke påvirker din daglige drift.
Her er nogle af de forbedringer, vi har lavet for kanalforbindelserne:
- I bad om at kunne tilslutte endnu flere overnatningssteder via MPC, så vi har nu hævet grænsen fra 20 til 30. Det er tydeligt, at mange af jer administrerer flere overnatningssteder, og det er vores opgave at følge med.
- Airbnb understøtter nu forbindelser til flere overnatningssteder (MPC). Hver MPC giver dig mulighed for at forbinde endnu en Airbnb-konto til den samme Sirvoy-konto.
- Agoda-forbindelsen understøtter nu belægningsbaserede priser, så du kan opkræve betaling pr. person, ligesom du allerede kan på andre reservationskanaler.
- Vi har rettet visningen af saldoen på virtuelle Agoda-kort, så det beløb, du kan opkræve, stemmer overens med det, der vises på skærmen. (Det betyder forhåbentlig mindre forvirring for personalet, når de trækker beløbene på de virtuelle kort.)
Den næste forbedring skyldes et forslag, vi fik fra en af vores brugere. Vi vil gerne takke dem for, at de tog sig tid til at vise os, hvordan vores iCal-synkronisering efter deres mening kunne fungere bedre – og de havde ret. Fordelen ved forbedringen mærkes hovedsageligt hos os, og netop derfor gjorde det indtryk på os. Tak, fordi I hjælper os med at blive bedre; det gavner både jer og os.
Sikkerhed, du kan regne med
Kontosikkerhed er vigtigere end nogensinde før. Svindlere bruger nu AI til at forbedre deres angreb og gøre phishing sværere at opdage. Vi er fast besluttede på at være på forkant med udviklingen og beskytte jeres konti.
Her er nogle af de sikkerhedstiltag, vi har indført:
- Totrinsverificering og adgangsnøgler, som begge konfigureres fra din brugerprofil.
- Ekstra kontrol ved følsomme handlinger, hvor Sirvoy diskret bekræfter, at det virkelig er dig, før en vigtig handling gennemføres.
- Notifikationer ved login fra nye placeringer. Hvis nogen logger ind fra et sted, som din konto ikke tidligere har været brugt fra, sender vi straks en e-mail med oplysningerne. Så kan du hurtigt reagere, hvis det ikke var dig.
Har du kun ét minut, anbefaler vi, at du bruger det på at aktivere adgangsnøgler. Du logger ind med dit ansigt, dit fingeraftryk eller din enheds pinkode. Dermed er der ingen adgangskode, som nogen kan stjæle eller narre dig til at udlevere. Tilføj en adgangsnøgle til din konto, så er du godt beskyttet.
Andre forbedringer
Her er nogle mindre opdateringer, der også er værd at nævne:
- Vi har omorganiseret Webværktøjerne, så reservationsformularer, Gæsteportalen og Hjemmesidebyggeren nu er samlet ét sted. Det skaber samtidig plads til alle de nye funktioner, der er på vej.
- Du kan nu eksportere din kontooversigt, hvilket mange af jer har efterspurgt.
- Vores brugere i Belgien kan nu sende e-fakturaer via Peppol.
- Reservationer fra Agoda viser nu børn under gæstebeskederne.
Kommer snart
Reservationsformular 4.0
Vi er i gang med fuldstændig at genopbygge vores reservationsformular, og det er en omfattende opdatering.
Vi lancerer den i flere faser. Vi starter med at give en lille gruppe brugere adgang til den grundlæggende funktion til reservation af værelser, så de kan afprøve den. Ekstra ydelser og flere tilpasningsmuligheder vil derefter blive tilføjet i de følgende faser.
Alle i den første gruppe får adgang til en oversigt direkte i Sirvoy. Den viser, hvad der allerede er tilgængeligt, hvad der kommer i næste fase, og hvad der ligger længere ude i fremtiden. På den måde er der ingen tvivl om, hvor vi befinder os i projektforløbet. De første brugere får adgang i august. Du kan læse mere om det i vores dybdegående artikel om Reservationsformular 4.0.
POS
Vores største projekt lige nu er et komplet POS-system (Point-of-Sale), som vi bygger helt fra bunden, så det fungerer direkte i Sirvoy. Vi er endnu ikke klar til at åbne det for offentligheden, men udviklingen skrider godt frem, og vi er ikke langt fra at kunne tilbyde en betaversion til vores svenske brugere.
Det, vi er mest stolte af, er måden, vi udvikler det på: sammen med rigtige brugere og gennem brugertest i den virkelige verden, direkte i deres restauranter. Vi ønsker, at systemet skal passe til den måde, restauranter rent faktisk arbejder på i hverdagen. Sofia, som er produktansvarlig for projektet, er efterhånden næsten selv blevet restauratør.
Vi holder dig opdateret, og der kommer snart meget mere om dette projekt. Indtil da kan du læse mere om det i vores POS-artikel.
Et nyt syn på Kalenderen
Kalenderen er en af de mest brugte sider i hele Sirvoy og det sted, hvor mange af jer bruger størstedelen af arbejdsdagen. Derfor er vi begyndt at arbejde på et helt nyt design.
Vi har endnu ikke designforslag eller en lanceringsdato, som vi kan dele med jer. Men en så central side bør udvikles ud fra den måde, I faktisk bruger den på. Bliv derfor ikke overrasket, hvis vi undervejs beder om jeres input.
Også på vej
- Brugerdefinerede domæner. Snart kan du knytte dit eget domæne til dit Sirvoy-websted i stedet for at bruge en adresse med sirvoy.me eller stay.at. Vi vil meget gerne have nogle få tidlige testere, så kontakt Sirvoy Support for at deltage i betaen.
- Brugerdefinerede betalingsmetoder. Deaktiver de betalingsmetoder, du aldrig bruger, og tilføj dine egne med et navn og et ikon, der passer til din arbejdsgang.
Det var alt for denne gang, men vi er kun lige begyndt. Vi vil gerne takke jer for al den feedback, I giver os. Den er med til at forme det, vi udvikler, så bliv endelig ved med at dele jeres feedback med os. Vi glæder os til at dele meget mere med jer i næste opdatering.
Kunne du lide artiklen?
Følg Sirvoy, og få praktiske tips, produktnyheder og nye idéer, der hjælper dit overnatningssted med at få flere bookinger.
